Nessun dorma og andre tenorarier

Hvad en tenor er

En tenor er den højeste mandlige bryststemmetype og ligger mellem countertenoren og barytonen. Operatenorer synger typisk fra omkring B i anden oktav til C i femte, og deres stemmer har en lys, klangfuld kvalitet. Komponister giver ofte lyriske tenorer elskerens roller, blandt dem Rodolfo i La bohème og Edgardo i Lucia di Lammermoor. Derfor føles en tenor-koncert romantisk og heroisk på én gang, og derfor er de mest kendte tenorarier de øjeblikke, hvor en elsker standser op og synger alene.

Nessun dorma, fra Turandot

Nessun dorma betyder, at ingen må sove. Calaf, den ukendte prins i Puccinis Turandot, synger den i sidste akt, alene i en månebelyst have, sikker på at han vil vinde prinsessen inden daggry. Puccini døde i 1924 med operaen ufuldendt, og den havde premiere på La Scala den 25. april 1926, færdiggjort af Franco Alfano. Luciano Pavarotti løftede arien ud over operahusene i 1990, da han sang den til VM, og De Tre Tenorer sang den ved tre senere finaler.

Læs næste: De Tre Tenorer-koncerten i Rom i 1990

E lucevan le stelle, fra Tosca

Puccini henlagde Tosca til Rom i juni 1800, og operaen blev første gang opført på byens Teatro Costanzi den 14. januar 1900. E lucevan le stelle er tenorernes mest kendte arie, sunget af maleren Cavaradossi i tredje akt, mens han venter på henrettelsen og mindes sin elskede. I historien kaster Tosca sig til sidst ned fra brystværnet på Castel Sant'Angelo. At høre arien i Rom, den by hvor operaen foregår, giver musikken et lokalt anker.

La donna è mobile, fra Rigoletto

Hertugen af Mantua synger La donna è mobile i tredje akt af Verdis Rigoletto, en munter melodi om kvinders omskiftelighed, sunget af en skikkelse, der er alt andet end beundringsværdig. Rigoletto blev første gang opført i Venedig på La Fenice den 11. marts 1851. Verdi holdt arien hemmelig indtil få timer før premieren, hvor han afslørede den for ensemblet og orkestret og forbød dem at synge eller fløjte den uden for teatret.

Una furtiva lagrima, fra L'elisir d'amore

Una furtiva lagrima er det stille midtpunkt i Donizettis komiske opera. Nemorino, en uskyldig ung mand, køber en kærlighedsdrik, der viser sig at være billig rødvin, og da han ser Adina græde, tror han, at drikken har virket. Arien er hans ømme svar, sat i en mørk toneart, der giver stykket patos. Operaen blev første gang opført på teatret Canobbiana i Milano den 12. maj 1832. Efter de store arier er det ofte det stykke, lytterne husker.

Sådan lytter du

Læs programmet på bookingsiden én gang, og læg det så væk. Hver arie er en selvstændig scene, og plottet betyder mindre end den følelse, sangeren bærer. Lyt efter det øjeblik, hvor stemmen stiger til sin højeste tone, og læg mærke til, hvordan instrumenterne giver plads til den. En koncert giver dig toppen af flere operaer på én aften, uden de lange stræk af handling, der omgiver dem i et teater, og netop den koncentration er tiltrækningen.

Hvem dette ikke er for

En koncert med arier er noget andet end en operaproduktion. Intet iscenesættes, ingen er i kostume, og ingen handling løber fra begyndelse til slutning, så den passer til lyttere, der vil have de berømte melodier og ikke en fuld historie. Hvis du vil have en produktion, så led efter en forestilling på et operahus. Og hvis du vil have én bestemt arie, så husk, at arrangøren kan ændre programmet, og at intet enkeltstykke er garanteret på din dato.